Karius & baktus

I dag har jeg været praktikant i børnetandplejen og kan nu konstatere, at børn er som katte. Nemlig pisse utilregnelige! Men i det mindste er der ikke nogen der har bidt mig i fingrene..

Til og med i morgen skal jeg være praktikant på en klinik i forstæderne og det er rigeligt. Det er sjovt sådan som folk kan tale meeeeeeget langsomt og meeeeeeeget pædagogisk. Hvis jeg en dag får børn, vil jeg bestræbe mig på, at tale til dem som jeg taler til andre (Hvasså dær? Har du det lisså’ vildt som mig, eller ska’ vi ud og lufte makrellos?). Til tider følte jeg mig en smule forulempet og kunne ikke lade være med at tænke:

Ad, skal jeg holde hende i hånden?

Hold nu KÆFT unge og lad være med, at skrig sådan!

Kan du ikke selv finde ud af, at børste dine tænder eller hvad?

Puuuuh du lugter..

Åben nu den fucking mund!

Næh, synes egentlig ikke du fortjener ikke at få et klistermærke.

Fuck mand, jeg skal aldrig have børn!

Altså, børnene er jo søde ..ish og det er jo egentlig spændende, at se hvordan tingene hænger sammen i det kommunale. Men hold kæft hvor jeg keder mig. So sorry søde personale, men jeg er vant til en lidt mere dynamisk hverdag og jeg ælsker det! Nu skal man ikke give hele skylden til den offentlige sektor, for der er jo sådan set også det dérsens lock-out. Ergo er en del af børnene forsvundet ud og lege eller lave kriminalitet og sådan noget.

Men jeg holder nu utrolig meget af mænge mig med de “fine” i 2900 happiness og thank god for that.