Om mødre og flødekager

“Rikke, hvad vil du gøre hvis jeg gik hen og blev dement?”

“Det ved jeg ikke, sende dig på plejehjem? Og måske bilde dig ind, at jeg kommer forbi hver dag med flødekager. Du kan alligevel ikke huske det”

Både mine -og min kærestes forældre har hjulpet rigtig meget til, efter vi har købt vores nye lejlighed. De har hjulpet med, at passe Cæsar, flyttet for os, gjort mega klamt køkken rent og guidet os igennem istandsættelsen. Det bliver dejligt, at flytte ind i vores eget hjem og gå med bar røv dagen lang, hvis det er det vi får lyst til. Men hold nu fast hvor kommer jeg altså til, at savne mig mor! Min mor er ikke særligt begejstret for dyr generelt, men hende og Cæsar har knyttet sig meget til hinanden og hun har taget sig utrolig godt af ham, når vi har arbejdet i lejligheden. Hun har sørget for os, købt Karoline’s tomatsuppe til mig, når den har været på tilbud og så har hun ikke brokket sig spor over, at rejseostens rejer er skrabet væk, langs kanten (tarvelige, slatne sataner). Jeg kommer især til at savne, at der er nogen hjemme om morgenen inden skole/arbejde. For det er nok noget af det værste ved, at være flyttet hjemmefra. Stilheden!

Lige så irriteret jeg har været på hende, lige så meget har jeg hygget mig i hendes selskab. Hver dag faktisk. Hun lærer mig stadig masser af ting, selvom jeg er blevet voksen (ro på, Rikke). Det kan være banale ting som madlavning og hvordan man køber noget så dødsygt som gardiner. Og det er dejligt. Selv siger hun, at jeg også lærer hende en del og på det seneste har det været om madlavning som JEG kan lide og spisevaner JEG vil leve efter. Det er jeg mildest talt stolt af!

Jeg er hende så taknemlig for alt det hun har gjort for mig de sidste par måneder og jeg vil ønske, at jeg kan give hende det hele trefoldigt tilbage igen. Selv hvis det betyder, at jeg skal komme med flødekager til hende på plejehjemmet. Hver dag.