En lille kærlighedserklæring

Jeg kom glad hjem fra skole i går og blev som altid mødt i døren, af en logrende krop og kys i hele ansigtet. Ikke af min kæreste. Tværtimod. Det var ham dér Cæsar og det var skønt! Jeg møssede og aede igen. Jeg gav ham da også lidt ekstra kærlighed, nu han var så glad for at se mig. Lige indtil..

Lige indtil jeg så, at han havde oversavlet mine pæne sandaler og total-smadret mine nye solbriller!

Jeg prøvede, at bevare roen og kommunikere pædagogisk med min hund.

Jeg prøvede.

Til sidst blev jeg så frustreret over hele situationen, at jeg forklarede ham – på en pæn måde selvfølgelig – at jeg ikke var hans rigtige mor og at han var adopteret. Jeg sagde også – på en pæn måde selvfølgelig – at hvis man som adopteret hundebaby ødelægger sin mors nye solbriller, så bliver man slagtet og lavet om til håndsæbe.

Han nøs mig lige i fjæset, vi sagde undskyld til hinanden og jeg gav ham en hundekiks. Så meget for ægte, adopteret kærlighed!

“Se mig, jeg kan lave bobler!”