Choko-helvede

Årh mand. Jeg har følt mig super øv heeeeele dagen. Da jeg stod op i morges syntes jeg, at jeg mindede om en 2. sorterings flødebolle. Den dér INGEN vil spise. Fuldstændig askegrå i ansigtet og blege, klamme lår. Jeg ha-de-de mig selv og har gjort det lige siden. Jeg fandt så på en idé, jeg troede ville hjælpe, men som viste sig at have den helt modsatte virkning. Nemlig chokolade.

Forbandede chokolade.

Jeg gik i den nærmeste netto og voldtog forretningen for al dens choko-fucking-lade og hele eftermiddagen lå der en halv plade Marabou og tre skildpader og stirrede på mig. Stiv af skræk for, at jeg ville spise dem. Det blev jeg heldigvis forhindret i at gøre. For jeg blev nemlig spurgt om jeg ville med ud og gå en tur med Cæsar og Sylvester. Dét ville jeg gerne og jeg er netop nu kommet hjem efter en dejlig lang gåtur med de to basser.

Sylvester, som jeg har nævnt i tidligere indlæg, er også en fransk bulldog. Han er Cæsars brother from another mother. På trods af, at jeg stadig føler mig halv-klam, fik de mig faktisk i et langt bedre humør. Nu vil jeg lægge mig i min seng og vente spændt på De Unge Mødre og håbe på, at det vil få mig til at føle mig som et bedre og ikke mindst smukkere menneske.

Mon ikke det lykkes?